Forfatterarkiv: Tejs

Om Tejs

Jeg har arbejdet hos MCB fra 2000 til 2010, først som webdesigner og projektleder og senest somudviklingschef. I det daglige bistår jeg vores konsulenter med at udtænke løsninger på vores kundernes behov, alt imens jeg koncentrerer mig om at få udviklet nye produkter, der understøtter fremtiden.

Mekka, Lego og motorskifte

I den perfekte verden er et udviklingsforløb som et blankt stykke papir uden begrænsninger – alt er muligt og ingen idéer er for store. Virkeligheden er en helt anden, selvom man føler, at alt er muligt, når man sidder med friske budgetter og adskillige gode idéer.

Vores komplette system kan anskues som et motoriseret køretøj. Det har kørt godt i flere år, men vi ønsker løbende at forbedre funktionaliteten, så vi kan understøtte de ønsker og behov vores kunder får hen ad vejen, så vi fastholder et tidssvarende system.

Nogle gange laver vi små forbedringer eller visuelle justeringer, og andre gange udskifter vi større dele. Hvis vi lige holder fast i analogien med køretøjet, så prøv at forestille dig, at vi skulle skifte motoren ud.

Den gamle motor er ikke længere tidssvarende og kan ikke hamle op med de stigende krav. Derfor har vi designet en ny og bedre motor med masser af heste, turbolader og hele svineriet. Enhver kan sige sig selv, at en ny motor, uanset hvor fantastisk den er, vil forblive en kold, tavs klump aluminium, hvis vi ikke sørger for, at resten af køretøjet kan fungere sammen med den. Brændstofstilførsel, gear, gaspedal, tænding, køler, udstødning og så videre. Alt skal virke og fungere som en helhed for, at vi kan opnå det fulde potentiale.

Jeg vil i dette blogindlæg beskrive de valg og udfordringer, vi blev stillet over for ved udviklingen af vores nye mobile platform – MCB Mobil. Der bliver ikke så meget “best practice top 5 how-to guide in 10 days”, men hvis du er én af dem, der godt kan li’ at skille ting ad for at forstå, hvordan de virker, eller hvorfor de virker, som de gør, så læs videre. Jeg lover, at det ikke bliver ved med at handle om biler.

Skal vi lave det?
Man får en god idé og tænker den igennem. Ved første vurdering virker den god, men det er først efter et par nætter i underbevidstheden, at de virkelig gode idéer kommer frem til overfladen. Der tegnes lidt, sættes strøm til og produktet er klar! (den korte version af et udviklingsforløb i MCB).

Idéerne til MCB Mobil begyndte at poppe op til overfladen lige efter, at de fleste på kontoret fik sig en iPhone 3GS. Det gik op for os, at den indbyggede browser var særdeles effen og internetoplevelsen var slet og ret i orden.

Vi havde dog nogle udfordringer på andre områder, og idéerne blev lagt lidt væk igen.
I 2010 kom det op at vende igen i udviklingsafdelingen, da der i vores Google Analytics statistik begyndte at dukke signifikant trafik op fra iOS enheder. Da de første salg via mobilenheder gik igennem, besluttede vi os for at tænde svejseren og komme i gang.

Hvordan skal vi lave det?
En time i “zonen” giver en fed fornemmelse i kroppen. Zonen er alle gode brainstorms Mecca. Det sted hvor der er uendeligt mange legoklodser i den samme farve og alt kan lade sig gøre. Thomas Kragelund, Janus Klok og jeg selv har ofte meget nemt ved at nå hertil, og jeg kan forsikre jer, at det ikke involverer svampe eller tobak.

Som sagt havde vi, efter en time med ja-hatten på, grundridset til den mobile løsning klar og taget højde for de helt store udfordringer. Vi smagte lidt på vores tidligere erfaring med de to MCB platforme Website og Webshop og fandt ud af, at den nye løsning skulle være en blanding af de gode egenskaber herfra – spicet op med lidt nyt. Resultatet ville blive en så god en løsning, at det ville give os mange flere muligheder, som rækker langt ud over det mobile univers – men det må I høre om en anden gang (det er ingen skam at brygge kaffe to gange på de samme bønner ;-).

Med en naiv overbevisning om, at vi havde tænkt på alt, gik vi fra mødet med et par high fives (en vigtig del vores brainstorm ritual).

It’s time to bring in the nerds.

Præsentationen for vores produktchef på MCB Webshop, Jacob Sandhøj, forløb helt anderledes, og der er ingen tvivl om, at det skyldes, at Jacob er langt mere tilbundsgående analytisk, end vi er. Længe sad han helt uden at sige noget. Endelig åbnede han munden. På den tørre facon, der kendetegner Jacob, sagde han de forjættede ord, som alle os med gode idéer kan li’ at høre: “det kan godt lade sig gøre”.

Inspiration fra Lego
Grunden til at jeg startede dette blogindlæg med analogien om et køretøj var, at vi endte med at grave dybt i Masterpiece for at indbygge den ny “motor”. En backend som skulle understøtte de nye funktioner, vi anså som nødvendige for en fleksibel løsning, der uden undtagelse skulle understøtte vores meget brede kundeportefølje.

Idéen er simpel. Alle sider består af selvstændigt programmerede blokke, som passer perfekt sammen. Alle blokke skal kunne fungere selvstændigt eller ved siden af hinanden uden at have effekt på hinanden. En blok kan f.eks. være en artikel trukket ud i sin fulde form. Det kan også være en liste af artikler, en liste af gallerier, en varegruppe, valg af betalingsform osv. Hver blok har sin egen funktion og er ligeglad med, om den er placeret sammen med andre blokke.

Dette åbner op for at lave specifikke blokke til kunder med specielle behov, samtidig med at det er muligt, at rækkefølgen af de enkelte elementer på siderne ikke skal være den samme for alle kunder. En udfordring som vi ofte har stået overfor, når vi skal udforme shops til nye kunder.

Hvem ved – måske får dette system en dag så meget vind i sejlene, at det også indtager vores andre platforme – men så siger jeg altså ikke mere 🙂

Arbejde (over)
I foråret 2011 startede vi med at opbygge databaser og designe den grafiske brugerflade til Masterpiece. Vi designede også adskillige sidevisninger, som skulle omfatte alle de funktioner, vi ville indbygge i version 1.0 af MCB Mobil.

Til vores seminar i Musikteateret løftede vi en anelse for sløret, og vi fik sendt nogle vibes ud, som blev taget rigtig godt imod af vores kære kunder.

Vores unge Createur, Morten Mønsted, har udtænkt et særdeles sindrigt modul til at styre disse blokke. Et system som ofte afføder udbrud som “Det er fand’me smart”, “Hold nu kæft” osv.

Hen over sommeren har vi programmeret blokke i en grad, som kun Kirk Kristiansen kan sætte sig ind i og min “partner in crime”, Jacob Sandhøj, sidder i skrivende stund og lægger hånd på de sidste linier i koden til Checkout på den mobile shop.

I dag tog vi så hul på det næste skridt – introduktion til kunderne. Hele formiddagen har vi haft en halv snes forventningsfulde kunder til introduktion på den største selvstændige lancering i MCBs historie. Og de kan slet ikke vente med at komme i luften med deres mobil løsninger. I den nærmeste fremtid vil det derfor vrimle med MCB Mobil lanceringer, og godt 80 hjemmesider og webshops vil snart overraske deres besøgende med en special tilpasset udgave af sitet, hvor det er nemt at navigere rundt og ikke mindst shoppe via mobilen.

Vi glæder os til at præsentere de første lanceringer.

{lang: 'da'}

Endnu en mobil revolution ligger lige rundt om hjørnet

De teknologiske landvindinger, som Apple har drevet frem, og som efterfølgende er blevet opsamlet af Google, gør smartphones til den overlegne dræber i det mobile økosystem. Mobile applikationer har i nogen tid været det helt store, og mange store virksomheder har i dag deres egen app, som på mere eller mindre imponerende vis præsenterer deres informationer til brugerne. En sideeffekt af disse geniale telefoner er begyndt at vise sig i vores statistikker: flere og flere benytter de mobile enheder til at surfe og shoppe på nettet. Eksempelvis benyttede gennemsnitlig 5 % af de besøgende på MCB Webshops og Websites i februar en mobil enhed. Det er dog langt fra alle sites og shops, der er optimeret til smartphones og det tyder derfor på, at den næste store mobile revolution ligger lige rundt om hjørnet.

Jeg vil i dette blogindlæg kort ridse op, hvilke muligheder du har for at gøre dit firma mobilt tilgængelig. Fra de velkendte apps til den mobile udgave af dit eksisterende website.

Fuldblods apps

Rigtige apps er programmeret specifikt til iOS og Android platformene. De er forholdsvis avancerede at have med at gøre, men hvis man vil lave apps med rigt medie indhold, som f.eks. spil og musik, er der ingen vej uden om. Du har så at sige alle muligheder, men undervurder ikke prisen, blot fordi telefonen er så lille og fin.

Fordele:
– “The real deal” – der er ikke noget, som den ægte vare. Det hele kører bare lige lidt mere glat.
– Mulighed for avancerede funktioner som push, bluetooth, in-app betalinger, Google Maps.
– Kan køre uden en dataforbindelse.

Ulemper:
– Omkostningerne ved et længere udviklingsforløb.
– “My way or the highway” – iTunes App Store er styret med hård hånd/censur.
– Vedligehold: Platformene ændrer sig og giver nye muligheder = kodeomskrivning.

Bastard apps

For de som ønsker at ligge på iTunes App Store og Android Market med deres logo, men som ikke vil gøre brug af de mere avancerede funktioner, som kun er tilgængelige for fuldblods apps, kan denne vej være den rigtige.

Der programmeres en simpel app, som afvikles i telefonens indbyggede browser som en alm. webside. Say what! Jo, den er god nok. Browseren i iOS og Android er fantastisk avancerede og mere ensartede og opdaterede end dem, vi benytter på alm. computere. Dette gør, at man faktisk kan lave rigtig meget lir f.eks. med GPS data, telefonens orientering og mange af de kendte multitouch funktioner til at zoome og bladre med.

I dette tilfælde ville jeg vælge at lave en webside, som arter sig mere som en fuldblods app end som en konventionel hjemmeside, da der i brugerens opfattelse ligger nogle uskrevne aftaler om, hvordan en app skal fungere. Husk på at vi her tager smutvejen til app store, men det behøver vi jo ikke skilte med.

Fordele:
– Kortere udviklingstid og derved lavere pris end på fuldblods apps.
– Du kommer stadig på iTunes App Store og Android market og dermed på dine brugeres hjemmeskærm.
– Nemt at opdatere og udvikle, da der benyttes webteknologi.

Ulemper:
– Hvem ved, måske siger Steve Jobs stop for denne halvblods model en dag.
– Kan ikke køre offline.
– Man er begrænset til kun at kunne benytte webteknologi

Det mobile website

Denne del bør deles op, for der er to ting, som du bør tage op til overvejelse: Vil du tilpasse dit nuværende site, så det bliver kompatibelt med smartphones, eller vil du have et decideret mobil website, som er dedikeret til de mobile enheder?

Kompatibelt website
De fleste ved, at flash ikke virker på en iPhone, så dermed er det “forbudt” at benytte på din hjemmeside, hvis den skal være kompatibel med smartphones. Endvidere er der nogle tekniske ting, som simpelthen ikke kan lade sig gøre på en touchskærm. Det er f.eks. de effekter, der sker, når en bruger holder musen over noget. Det kunne være en drop down menu eller nogle udvidede prisinformationer, som du viser ved mouse over. Det dur ikke på iPhone (dog vil den habile Android bruger kunne få det aktiveret, men det tæller ikke rigtigt).

Du bør simpelthen løbe din side igennem for alle disse ting og få det tilrettet, så den kan benyttes på smartphones. Så er du nogenlunde godt kørende, og der er i hvert fald ikke noget teknisk, som forhindrer brugerne i at gennemføre f.eks. et køb eller at søge information.
Man skal også huske på, at telefonens browser som sagt er fuldt funktionsdygtig og har en god zoom funktionalitet, så langt de fleste ting allerede virker. Eksempelvis er der gennemført ordrer på flere af vores store shops uden, at vi har lavet nogen tilpasninger.

Fordele:
– Den hurtigste måde at blive mobilt tilgængelig på.
– Du skal kun vedligeholde et enkelt website i en version.
– Du sover bedre om natten velvidende, at du ikke taber 5 % af dine besøgende på gulvet.

Ulemper:
– Du kan blive nødt til at nedgradere kernefunktionaliteter som f.eks. din menu.
– Du risikerer stadig, at de besøgende vælger dig fra, da din side ikke direkte er skræddersyet til mobilvisning.

Dedikeret website
Den dedikerede mobile udgave af dit website, som præsenterer tilpasset indhold til de mobile brugere. Dette bliver uden tvivl den næste store ting, som vil kræve din opmærksomhed i takt med, at du kan se i din besøgsstatistik, at flere og flere brugere kommer fra mobile enheder.

Siden designes og kodes fra bunden, så den udnytter alle de nye smarte funktioner, som man roligt kan bruge uden at skulle spekulere på, om det nu også virker i 50 forskellige browsere. HTML5 og CSS3, som de så mundret hedder, er begge med til at gøre livet sjovere for såvel udviklere som brugere, og jeg vover pelsen og forudser, at de mobile enheder kommer til at drive udbredelsen af HTML5 og CSS3 i langt højere grad end på hjemmecomputerne, hvor Microsofts Internet Explorer 6 forpester luften, som en rådden banan, der er blevet glemt i skoletasken på sidste skoledag.

For lige at forklare teknikken, indsætter man et lille tjek på den eksisterende hjemmeside, der holder øje med, om det er en mobil browser, der besøger siden. Når dette sker, henvises brugeren til en anden adresse med en mobil udgave.

Den mobile udgave kan i princippet indeholde præcis det samme data som den almindelige side, men jeg ville lave en tilpasset version, hvor jeg plukkede indhold, som kunne være interessant for de mobile brugere. Det giver friheden til at fremhæve noget på den ene og nedtone det på den anden og arbejde med den mobile side i det omfang, man kan håndtere. Dog skal du være sikker på, at det indhold, som er indekseret af søgemaskiner kan vises, da du ellers smider endnu flere kunder væk end du har vundet, samtidig med at dit SEO og Adwords bliver mere og mere ligegyldigt, som den mobile brugermasse vokser. Det stiller store krav til din CMS leverandør, men bare roligt – det har vi naturligvis helt styr på 😉 Sidst men ikke mindst kan man med en lille fiks funktion endda tilføje hjemmesiden til telefonens hjemmeskærm og vupti, du har lavet en applikation uden om iTunes App Store og Android Market.

Fordele:
– Du taber ikke 5% af ganske udmærkede kunder.
– Det kan sagtens tænkes, at Google vil favorisere mobile websites, når en søgning er foretaget på en mobil enhed. Dermed kan det blive et SEO parameter.
– Brugerne føler sig hjemme, når indholdet serveres i et tilpasset format, som passer til telefonen.

Ulemper:
– Man skal vedligeholde 2 platforme
– Du får muligvis brug for at omkode dit videomateriale.
– Du kan komme til at afskærme dine brugere fra noget data, som de egentlig var på jagt efter, men som du har fravalgt i navigationen på din mobile version.

Som en slutbemærkning skal det siges, at MCB sidst i 2011 lancerer en ny platform til håndtering af mobile hjemmesider. Med denne får kunderne mulighed for let at arbejde med deres mobile version af hjemmeside, der selvfølgelig har mulighed for at benytte det samme data, som allerede er lavet en gang, blot i et format der er perfekt tilpasset til de mobile muligheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev hvis du vil høre nærmere om MCB Mobil. Forsalget starter med store besparelser allerede i forsommeren.

/Tejs Rasmussen

{lang: 'da'}