Endnu en mobil revolution ligger lige rundt om hjørnet

De teknologiske landvindinger, som Apple har drevet frem, og som efterfølgende er blevet opsamlet af Google, gør smartphones til den overlegne dræber i det mobile økosystem. Mobile applikationer har i nogen tid været det helt store, og mange store virksomheder har i dag deres egen app, som på mere eller mindre imponerende vis præsenterer deres informationer til brugerne. En sideeffekt af disse geniale telefoner er begyndt at vise sig i vores statistikker: flere og flere benytter de mobile enheder til at surfe og shoppe på nettet. Eksempelvis benyttede gennemsnitlig 5 % af de besøgende på MCB Webshops og Websites i februar en mobil enhed. Det er dog langt fra alle sites og shops, der er optimeret til smartphones og det tyder derfor på, at den næste store mobile revolution ligger lige rundt om hjørnet.

Jeg vil i dette blogindlæg kort ridse op, hvilke muligheder du har for at gøre dit firma mobilt tilgængelig. Fra de velkendte apps til den mobile udgave af dit eksisterende website.

Fuldblods apps

Rigtige apps er programmeret specifikt til iOS og Android platformene. De er forholdsvis avancerede at have med at gøre, men hvis man vil lave apps med rigt medie indhold, som f.eks. spil og musik, er der ingen vej uden om. Du har så at sige alle muligheder, men undervurder ikke prisen, blot fordi telefonen er så lille og fin.

Fordele:
- “The real deal” – der er ikke noget, som den ægte vare. Det hele kører bare lige lidt mere glat.
- Mulighed for avancerede funktioner som push, bluetooth, in-app betalinger, Google Maps.
- Kan køre uden en dataforbindelse.

Ulemper:
- Omkostningerne ved et længere udviklingsforløb.
- “My way or the highway” – iTunes App Store er styret med hård hånd/censur.
- Vedligehold: Platformene ændrer sig og giver nye muligheder = kodeomskrivning.

Bastard apps

For de som ønsker at ligge på iTunes App Store og Android Market med deres logo, men som ikke vil gøre brug af de mere avancerede funktioner, som kun er tilgængelige for fuldblods apps, kan denne vej være den rigtige.

Der programmeres en simpel app, som afvikles i telefonens indbyggede browser som en alm. webside. Say what! Jo, den er god nok. Browseren i iOS og Android er fantastisk avancerede og mere ensartede og opdaterede end dem, vi benytter på alm. computere. Dette gør, at man faktisk kan lave rigtig meget lir f.eks. med GPS data, telefonens orientering og mange af de kendte multitouch funktioner til at zoome og bladre med.

I dette tilfælde ville jeg vælge at lave en webside, som arter sig mere som en fuldblods app end som en konventionel hjemmeside, da der i brugerens opfattelse ligger nogle uskrevne aftaler om, hvordan en app skal fungere. Husk på at vi her tager smutvejen til app store, men det behøver vi jo ikke skilte med.

Fordele:
- Kortere udviklingstid og derved lavere pris end på fuldblods apps.
- Du kommer stadig på iTunes App Store og Android market og dermed på dine brugeres hjemmeskærm.
- Nemt at opdatere og udvikle, da der benyttes webteknologi.

Ulemper:
- Hvem ved, måske siger Steve Jobs stop for denne halvblods model en dag.
- Kan ikke køre offline.
- Man er begrænset til kun at kunne benytte webteknologi

Det mobile website

Denne del bør deles op, for der er to ting, som du bør tage op til overvejelse: Vil du tilpasse dit nuværende site, så det bliver kompatibelt med smartphones, eller vil du have et decideret mobil website, som er dedikeret til de mobile enheder?

Kompatibelt website
De fleste ved, at flash ikke virker på en iPhone, så dermed er det “forbudt” at benytte på din hjemmeside, hvis den skal være kompatibel med smartphones. Endvidere er der nogle tekniske ting, som simpelthen ikke kan lade sig gøre på en touchskærm. Det er f.eks. de effekter, der sker, når en bruger holder musen over noget. Det kunne være en drop down menu eller nogle udvidede prisinformationer, som du viser ved mouse over. Det dur ikke på iPhone (dog vil den habile Android bruger kunne få det aktiveret, men det tæller ikke rigtigt).

Du bør simpelthen løbe din side igennem for alle disse ting og få det tilrettet, så den kan benyttes på smartphones. Så er du nogenlunde godt kørende, og der er i hvert fald ikke noget teknisk, som forhindrer brugerne i at gennemføre f.eks. et køb eller at søge information.
Man skal også huske på, at telefonens browser som sagt er fuldt funktionsdygtig og har en god zoom funktionalitet, så langt de fleste ting allerede virker. Eksempelvis er der gennemført ordrer på flere af vores store shops uden, at vi har lavet nogen tilpasninger.

Fordele:
- Den hurtigste måde at blive mobilt tilgængelig på.
- Du skal kun vedligeholde et enkelt website i en version.
- Du sover bedre om natten velvidende, at du ikke taber 5 % af dine besøgende på gulvet.

Ulemper:
- Du kan blive nødt til at nedgradere kernefunktionaliteter som f.eks. din menu.
- Du risikerer stadig, at de besøgende vælger dig fra, da din side ikke direkte er skræddersyet til mobilvisning.

Dedikeret website
Den dedikerede mobile udgave af dit website, som præsenterer tilpasset indhold til de mobile brugere. Dette bliver uden tvivl den næste store ting, som vil kræve din opmærksomhed i takt med, at du kan se i din besøgsstatistik, at flere og flere brugere kommer fra mobile enheder.

Siden designes og kodes fra bunden, så den udnytter alle de nye smarte funktioner, som man roligt kan bruge uden at skulle spekulere på, om det nu også virker i 50 forskellige browsere. HTML5 og CSS3, som de så mundret hedder, er begge med til at gøre livet sjovere for såvel udviklere som brugere, og jeg vover pelsen og forudser, at de mobile enheder kommer til at drive udbredelsen af HTML5 og CSS3 i langt højere grad end på hjemmecomputerne, hvor Microsofts Internet Explorer 6 forpester luften, som en rådden banan, der er blevet glemt i skoletasken på sidste skoledag.

For lige at forklare teknikken, indsætter man et lille tjek på den eksisterende hjemmeside, der holder øje med, om det er en mobil browser, der besøger siden. Når dette sker, henvises brugeren til en anden adresse med en mobil udgave.

Den mobile udgave kan i princippet indeholde præcis det samme data som den almindelige side, men jeg ville lave en tilpasset version, hvor jeg plukkede indhold, som kunne være interessant for de mobile brugere. Det giver friheden til at fremhæve noget på den ene og nedtone det på den anden og arbejde med den mobile side i det omfang, man kan håndtere. Dog skal du være sikker på, at det indhold, som er indekseret af søgemaskiner kan vises, da du ellers smider endnu flere kunder væk end du har vundet, samtidig med at dit SEO og Adwords bliver mere og mere ligegyldigt, som den mobile brugermasse vokser. Det stiller store krav til din CMS leverandør, men bare roligt – det har vi naturligvis helt styr på ;) Sidst men ikke mindst kan man med en lille fiks funktion endda tilføje hjemmesiden til telefonens hjemmeskærm og vupti, du har lavet en applikation uden om iTunes App Store og Android Market.

Fordele:
- Du taber ikke 5% af ganske udmærkede kunder.
- Det kan sagtens tænkes, at Google vil favorisere mobile websites, når en søgning er foretaget på en mobil enhed. Dermed kan det blive et SEO parameter.
- Brugerne føler sig hjemme, når indholdet serveres i et tilpasset format, som passer til telefonen.

Ulemper:
- Man skal vedligeholde 2 platforme
- Du får muligvis brug for at omkode dit videomateriale.
- Du kan komme til at afskærme dine brugere fra noget data, som de egentlig var på jagt efter, men som du har fravalgt i navigationen på din mobile version.

Som en slutbemærkning skal det siges, at MCB sidst i 2011 lancerer en ny platform til håndtering af mobile hjemmesider. Med denne får kunderne mulighed for let at arbejde med deres mobile version af hjemmeside, der selvfølgelig har mulighed for at benytte det samme data, som allerede er lavet en gang, blot i et format der er perfekt tilpasset til de mobile muligheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev hvis du vil høre nærmere om MCB Mobil. Forsalget starter med store besparelser allerede i forsommeren.

/Tejs Rasmussen

{lang: 'da'}

About Tejs

Jeg har arbejdet hos MCB siden 2000, først som webdesigner og projektleder og senest somudviklingschef. I det daglige bistår jeg vores konsulenter med at udtænke løsninger på vores kundernes behov, alt imens jeg koncentrerer mig om at få udviklet nye produkter, der understøtter fremtiden.
This entry was posted in ehandel. Bookmark the permalink.

5 Responses to Endnu en mobil revolution ligger lige rundt om hjørnet

  1. Rigtig fed artikel. Jet er blevet klogere :-)

    • Som du skriver, at måske vil sider som er optimeret til at blive vist på Mobile enheder, blive favoriseret af Google. Det er jeg sikker på du har ret i kommer til at spille en vigtig rolle. Min side skal ihvertfald optimeres eller have en mobil udgave.

  2. Mht. søgemaskinernes evt. favorisering af mobile sider, vil der så ikke være en vis idé i at blokere disse via robots.txt? Så længe 95% af trafikken ligger på “almindelige” computere (hvad det så efterhånden er), er det vel de klassiske sider man helst vil have frem. Og hvis brugeren sidder og surfer på en mobil, kan han/hun jo så automatisk få en tilpasset udgave af sitet via noget CSS.

    Eller er der en idé i at optimere hen imod at de mobile sider skal frem i søgeresultatet?

    - Anders

    • Tejs says:

      Mit eksempel med at Google på sigt vil favorisere de mobile sider, er selvfølgelig kun i det tilfælde at brugeren benytter en smartphone. Du laver din søgning, Google tænker: “Hov, det er sgu en smartphone, jeg smider lige et par variabler mere i gryden med den store algoritme” og ud kommer et søgeresultat hvor du som bruger får mere værdi. Mit postulat bygger på idéen om at Google sædvanligvis tænker på denne måde; hvordan kan vi give brugeren en bedre søgning?

      Du har helt sikkert ret i, at der formentlig også kommer et helt sæt seo regler for smartphone hjemmesider. Kvaliteten af en side vil sikkert blive målt på andre parametre og så må alle SEO eksperterne igen på skolebænken.. Pis, nu troede de lige, at de havde fundet de vises sten.. ;)

  3. Michael Østergaard says:

    Ganske interessant indlæg, der rammer lige ind i solar plexus af mit interessefelt.

    En mulighed, du måske mangler, er et såkaldt responsive website, der tilpasser sig skærmopløsningen. Derved har man eksempelvis ikke to websites.

    Det siges, man bør starte med den mobile enhed først og skalere op efterfølgende. Prøv at kigge efter 320 and up – virker smart og gennemtænkt. Det er nemmere at supplere op end at sortere fra :)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>