Selv små forbedringer i din hjemmesides konverteringsrate kan have en stor betydning for din virksomheds bundlinje. Og bedst af alt, så kan ændringerne også være både hurtige og billige.
Så afsætter du ressourcer til konverteringsoptimering, så du kan optimere brugeroplevelsen og implementere effektive CRO-strategier, der forvandler besøgende til loyale kunder?
Konverteringsoptimering eller Conversion Rate Optimization (CRO) er en vigtig proces for enhver virksomhed med en online tilstedeværelse, der ønsker at maksimere udbyttet af deres hjemmesidebesøgende.
Men hvad indebærer CRO egentlig?
Grundlæggende er CRO den proces, der hjælper med at øge andelen af besøgende på en hjemmeside, der udfører en ønsket handling. Det kan være alt fra at købe et produkt, tilmelde sig et nyhedsbrev og registrere sig til et webinar eller kursus til at downloade en e-bog, kontakte et salgsteam eller gennemføre enhver anden målsætning, som er i din virksomhed.
For at forstå CRO fuldt ud, skal du se på, hvordan brugerne interagerer med dit site. Hvilke faktorer får dem til at forlade en side uden at konvertere? Og hvad forhindrer dem i at nå målet?
Ved at besvare sådanne spørgsmål kan du identificere og fjerne barrierer, som hindrer en konvertering.
Viser dine analyser fx, at mange besøgende forlader dit site ved checkout-processen, kan det være nødvendigt at forenkle den proces. Det kan være, at checkout-formularen er for lang og kompliceret, og ved bare at reducere antallet af felter kan konverteringsraten stige.
Derfor er CRO en kontinuerlig proces, hvor dataindsamling, analyse og implementering af ændringer spiller en central rolle.
CRO’s betydning for en din virksomheds succes bør ikke undervurderes.
Det er en direkte vej til at forbedre bundlinjen, da strategierne fokuserer på at udnytte eksisterende trafik og ressourcer mere effektivt. En lille stigning i konverteringsraten kan altså føre til betydelige stigninger i salg uden, at det kræver en forøgelse af trafikmængden.
Forestil dig en online butik der har 10.000 besøgende om måneden og en konverteringsrate på 2%. Det betyder, at butikken har 200 salg om måneden. Hvis de formår at øge deres konverteringsrate til 3% gennem effektive CRO-strategier, vil de have 300 salg om måneden. Det er en 50% stigning i salg opnået uden, at der er brugt ekstra penge på at tiltrække nye besøgende.
CRO hjælper desuden med at forbedre kundetilfredsheden og genkøbsraten.
Når brugere har en positiv oplevelse på din hjemmeside – hvor de let kan finde, hvad de søger og uden besvær kan gennemføre deres køb – er de mere tilbøjelige til at vende tilbage og anbefale siden til andre. Det skaber en positiv spiral, hvor tilfredse kunder genererer mere trafik og flere konverteringer.
Et konkret eksempel kan være en webshop, der sælger elektronik. Ved at optimere på produktbeskrivelser, tilføje detaljerede videoer om produkterne og gøre deres kundeservice mere tilgængelig, opleves en markant stigning i både kundetilfredshed og gentagne køb.
Den forbedring af brugeroplevelsen fører ikke kun til højere konverteringsrater, men styrker også virksomhedens brand og markedsposition.
For at opnå en effektiv konverteringsoptimering er der nogle helt grundlæggende ting, du bør have fokus på.
De omfatter:
Test (næsten) alt
En af de mest effektive måder at forbedre konverteringsraten på er gennem A/B-testning (splittesting). Det indebærer, at to versioner af et element på din hjemmeside sidestilles og testes for at se, hvilken der fungerer bedst. Du kan fx teste forskellige farver på CTA-knapper, forskellige billeder eller endda forskellige overskrifter og hele layouts.
Det kan være både teknisk avanceret og tidskrævende at splitteste på sin hjemmeside - og særligt ventetiden på et signifikant resultat i testværktøjet kan for mange blive en flaskehals.
Men det er ressourcer, der er godt givet ud!
Vil du gerne i gang med at optimere på din shop med det samme, er der en række ting, du altid bør kaste dig over som det første.
Det er noget, der gælder social proof, urgency og trust, som er virkemidler, der ALTID bør være på din hjemmeside.
Og det er altså ikke nogle, du behøver at teste dig frem til - det, du kan teste, er udformningen på de forskellige virkemidler.
Malte Bolvig Hansen,
Digital Marketing & CRO Specialist
Ved en A/B-test opdeles de besøgende på din hjemmeside automatisk i to tilfældige grupper. Den ene gruppe ser version A, og den anden gruppe ser version B. Og efter en bestemt tidsperiode måles der på fx klikrate eller konvertering, hvorfor du kan afgøre, hvilken version der er mest effektiv.
Et eksempel kan være en online tøjbutik, der tester to forskellige billeder for deres mest populære kjole. Det første billede viser kjolen på en model, mens det andet viser kjolen hængende på en bøjle. Efter en måneds testning viser det sig, at billedet med modellen øger konverteringsraten med 15%.
Ved at implementere det billede på hele deres site, opnår butikken en betydelig stigning i salg.
Brugerfeedback
Direkte feedback fra brugere er uvurderlig - men kan også være svær at indsamle. Gennem surveys, feedback-formularer og usability-tests kan du få indsigt i, hvad der fungerer godt, og hvad der ikke gør. Det kan hjælpe med at identificere specifikke barrierer, som brugerne støder på.
Et eksempel kan være en webshop, der sælger skønhedsprodukter. Ved at implementere en kort survey på checkout-siden opdager de, at mange kunder finder fragtomkostningerne for høje. Ved at tilbyde gratis fragt ved køb over en bestemt grænse opleves derfor en øjeblikkelig stigning i afsluttede køb.
Fokus på data
Brug analytiske værktøjer som Google Analytics til at spore på brugeradfærd og konverteringer. Den data kan afsløre både styrker og svagheder ved din nuværende strategi. Ser du fx, at mange brugere forlader din hjemmeside fra en bestemt side, kan det indikere et problem, der skal løses på netop den side.
Et eksempel kan være en e-handelsplatform, der oplever en høj afvisningsrate på deres produktsider. Ved at analysere på deres data opdager de, at de mangler detaljerede produktbeskrivelser. Ved at tilføje mere omfattende beskrivelser og bedre billeder ser de en markant reduktion i afvisningsraten og en stigning i konverteringer.
Optimering af mobiloplevelsen
Med en stigende mængde trafik fra mobile enheder er det afgørende, at dit site er fuldt optimeret til mobilbrug. Det inkluderer et responsivt design, hurtige loadtider og nem navigation.
Et eksempel kan være en restaurant, der tilbyder online bordreservationer. Ved at optimere deres hjemmeside til mobilbrug – herunder nem adgang til reservationssystemet – oplever de en betydelig stigning i antallet af reservationer, der kommer fra mobile enheder.
Det kan også være en fordel at dykke ned i nogle mere tekniske og avancerede strategier, der forbedrer din CRO.
De kan omfatte:
Personalisering på dybt niveau
Ved at bruge data baseret på dine brugeres tidligere adfærd, købshistorik og præferencer kan du skabe personlige oplevelser. Hertil kan du bruge forskellige AI-værktøjer, der hjælper dig med at analysere kundedata og forudsige købsadfærd, hvorfor du får forslag til at optimere på bl.a. prissætning og produktplacering.
Et eksempel kan være en online boghandel, der personaliserer deres anbefalinger baseret på kundernes tidligere køb og besøgte kategorier. Ved at vise personlige boganbefalinger på forsiden opleves en stigning i både kundetilfredshed og konverteringer.
Avanceret segmentering
Ved at opdele dit publikum i mere specifikke segmenter kan du målrette mere præcist i din markedsføring. Du kan fx segmentere baseret på geografisk placering, enhedstype, kunderejse og meget mere.
En online tøjbutik kan for eksempel segmentere deres kunder baseret på købsfrekvens. De kan målrette hyppige købere med VIP-tilbud og rabatter, mens nye kunder får velkomsttilbud og introduktioner til populære produkter.
Forbedrede microinteraktioner
Du bør også have fokus på microinteraktioner såsom hover-effekter, loading animationer og feedback på brugerinput. Det er alt sammen noget, der kan forbedre brugerengagement og gøre oplevelsen på din hjemmeside mere behagelig og intuitiv.
Et eksempel kan være en online møbelbutik, der implementerer hover-effekter på deres produktbilleder. Når brugerne hover over et billede, vises flere billeder af produktet fra forskellige vinkler. Det forbedrer brugeroplevelsen og øger chancerne for, at kunderne tilføjer varer til indkøbskurven.
Videoindhold for forbedret engagement
Integrer også videoindhold på dine landingssider og i dine produktbeskrivelser, så du øger forståelsen af dit produkt. Videoer kan være særligt effektive til at demonstrere produktets fordele, vise det frem fra forskellige vinkler og demonstrere, hvordan det fungerer, og hvor let det er at bruge.
Et eksempel kan være en webshop, der sælger køkkenudstyr. Ved at inkludere videoanmeldelser og madlavningsdemonstrationer for deres produkter, får de potentielle kunder en bedre forståelse for, hvordan produkterne kan integreres i deres hverdag.
Forbedret brug af chatbots
Chatbots kan hjælpe med at forbedre kundeservice og sænke ressourceforbruget i teamet ved at håndtere forespørgsler hurtigt og effektivt. Avancerede chatbots kan desuden hjælpe med at drive salg ved at anbefale produkter og tilbyde rabatter baseret på brugerinteraktioner.
En webshop, der sælger skønhedsprodukter, kan bruge en chatbot til at besvare kundernes spørgsmål om produktanvendelse og ingredienser. Chatbotten kan desuden tilbyde personlige produktanbefalinger baseret på kundens hudtype og præferencer, hvilket kan føre til flere salg.
Dynamisk prissætning
Dynamisk prissætning justerer priserne baseret på efterspørgsel, lagerstatus og kundepræferencer, hvilket kan hjælpe med at maksimere både salg og indtjening.
Et eksempel kan være en online forhandler af sportsudstyr, som justerer priserne på populære produkter i løbet af sæsonen. Ved at tilbyde lavere priser på udvalgte produkter under en kampagneperiode kan der tiltrækkes flere kunder, hvorfor salget øges.
Når du arbejder med CRO, er der også nogle faldgruber, du bør undgå.
De omfatter:
Manglende indsigt i målgruppen
Hvis du ikke forstår, hvem dine kunder er, og hvad de har brug for, kan dine indsatser være både ineffektive og irrelevante.
En webshop kan fx via dataanalyse identificere, hvilke produkter der er mest populære blandt forskellige aldersgrupper. Ved at målrette deres marketing og produktudbud specifikt mod disse grupper kan de øge salget.
Ignorering af kunderejsen
Hvis du ikke er opmærksom på de forskellige stadier, dine kunder gennemgår på deres købsrejse, kan du miste salg.
En online butik kan for eksempel bruge e-mailmarketing til at følge op med kunder, der har forladt deres indkøbskurv. Ved at sende påmindelser og tilbyde rabatter kan de få kunderne til at fuldføre deres køb.
Antage, at alt virker for alle
Hvad der virker på ét website, fungerer ikke nødvendigvis for et andet. Brug derfor dit data til at guide dig i dine beslutninger.
Et eksempel kan være en online shop, der efterligner en konkurrents kampagne uden at overveje deres egne kunders præferencer. Resultatet kan være ineffektive kampagner og spildte ressourcer.
Undervurdere betalingsprocessens kompleksitet
En kompliceret eller usikker betalingsproces kan hurtigt skræmme potentielle kunder væk. Strømlin derfor både design og sikkerhed.
For eksempel kan en webshop, der sælger tøj, opdage, at mange kunder forlader siden ved checkout. Ved at forenkle betalingsprocessen – for eksempel ved at reducere antallet af trin og tilbyde flere betalingsmuligheder – kan de se en betydelig stigning i gennemførte køb.
Forvirrende navigation
En kompliceret eller uklar navigation på hjemmesiden kan frustrere potentielle kunder og få dem til at forlade din side uden at købe.
En online butik kan for eksempel have en omfattende menu med mange kategorier. Ved at forenkle navigationen og bruge tydelige kategorier og underkategorier kan de gøre det lettere for kunderne at finde, hvad de søger, hvilket kan øge salget.
Langsomme loadtider
Hjemmesider, der tager lang tid om at indlæse, resulterer ofte i høje afvisningsrater og lave konverteringsrater.
For eksempel kan en webshop reducere billedstørrelser og bruge cache for at forbedre loadtiderne. Det kan resultere i en markant reduktion i afvisningsraten og en forbedring i brugeroplevelsen.
Dårligt optimerede formularer
Overkomplekse eller lange formularer, særligt ved checkout, kan skræmme kunder væk. Hold dem simple og brugervenlige.
En online butik kan forenkle deres checkout-formular ved kun at bede om nødvendige oplysninger og bruge autofyld-funktioner. Det kan gøre processen hurtigere og mere behagelig for kunderne, hvilket kan øge konverteringerne.
Utilstrækkelig brug af anmeldelser og testimonials
Ikke at udnytte kraften i sociale beviser kan svække tilliden og mindske chancen for konverteringer.
En webshop kan inkludere kundeanmeldelser og billeder fra sociale medier på deres produktsider. Det kan overbevise potentielle kunder om at gennemføre et køb.
Ikke at have en klar Call-to-Action (CTA)
Hvis dine CTA'er ikke er klare og overbevisende, eller hvis de er svære at finde, kan det nedsætte dine konverteringsrater.
Overbelastning med valgmuligheder
At tilbyde for mange valgmuligheder kan overvælde dine potentielle kunder og forsinke købsbeslutningsprocessen.
En online butik kan for eksempel begrænse antallet af produkter, der vises i hver kategori og bruge filtre til at hjælpe kunderne med at finde, hvad de søger. Det kan gøre det lettere for dem at træffe en beslutning og øger sandsynligheden for, at de gennemfører et køb.
Når du vil optimere konverteringsraten i din Shopify Shop, er der nogle helt specifikke strategier og værktøjer, du kan gøre brug af.
Platformen tilbyder en række indbyggede funktioner og apps, der gør det lettere for dig at implementere CRO-teknikker og dermed øge dit salg.
Nogle af disse omfatter:
Brug Shopify Checkout
Shopify Checkout er kendt for at være en af de bedst konverterende checkout-løsninger på markedet. Med Shopify Checkout kan du skabe en problemfri og hurtig betalingsoplevelse for dine kunder, hvilket er afgørende for at reducere afbrudte køb. Platformen giver dig mulighed for at tilpasse checkout-processen, så den matcher din butiks branding. Det inkluderer muligheden for at acceptere flere betalingsmetoder, som kreditkort, gavekort og afbetalingsmuligheder.
Shopify Checkout kan desuden gemme kundedata, hvilket gør fremtidige køb hurtigere og nemmere for tilbagevendende kunder.
Simplificér dine CTA’er
En vigtig del af CRO er at have klare og direkte opfordringer til handling (CTA’er). Og i Shopify kan du nemt eksperimentere med både placeringen og teksten af dine CTA-knapper ved at bruge forskellige temaer og designindstillinger.
Tilføj pop-ups
Pop-ups kan være en effektiv måde at fange dine besøgendes opmærksomhed på.
Shopify tilbyder flere apps, der gør det let at implementere pop-ups, som kan bruges til at promovere rabatkoder, indsamle e-mailadresser eller informere om særlige tilbud. En pop-up kan fx vises efter, at en bruger har tilbragt et bestemt tidsrum på din side og tilbyde en rabatkode mod tilmelding til dit nyhedsbrev.
Del social proof
Social proof, såsom kundeanmeldelser og produktanmeldelser, kan være afgørende for at opbygge tillid og overbevise potentielle kunder om at foretage et køb.
Shopify har adskillige apps, der gør det nemt at vise kundeanmeldelser på dine produktsider.
Gør søgefunktionen smart
Shopify tilbyder apps, der tilføjer intelligente søgefunktioner til din butik.
De kan omfatte auto-udfyldning af søgeord, stavekontrol og forslag til relaterede produkter, mens brugeren skriver.
For eksempel kan en kunde, der søger efter ‘løbesko’ hurtigt få forslag til forskellige løbesko-modeller og tilbehør, hvilket gør det lettere at finde og købe de produkter, de leder efter.