Bruger du workflows i HubSpot? Workflows er som investeringer, der køber dig tid, energi og ressourcer.
Når du har minimum Marketing Hub Professional i HubSpot, får du adgang til platformens Marketing Automation Software. Her kan du blandt andre funktioner oprette workflows til at automatisere emails og dine arbejdsgange. Workflows i HubSpot er et uundværligt værktøj, der ikke alene sparer dig tid men også skalerer din forretning.
Og nu har HubSpot tilmed lanceret en opdatering, som giver dig mulighed for at analysere dine workflows, så du over tid kan gøre dem endnu bedre.
Der findes utallige måder at opbygge workflows i HubSpot med ligeså forskellige formål. Måske har du nogle manuelle opgaver, der kan automatiseres, så du kan vinde tiden til noget andet. Eller måske bruger du mange ressourcer på at sende de samme emails igen og igen. Og det er lige dér, workflows har sin styrke.
Med workflows i HubSpot kan du spare dig selv tid og kræfter i hverdagen. Her får du to eksempler på, hvordan et workflow kan hjælpe dig:
1. Workflow til at automatisere emails
Når du vil være fri for at gentage de samme emails og indholdsstrømme manuelt til hver kontakt, kan du opsætte et workflow, der klarer det for dig.
Du kan eksempelvis lave et workflow, som fungerer som et velkomstflow til kunder, der tilmelder sig dit nyhedsbrev. Det vil sige, at så snart en kunde tilmelder sig, modtager denne en mail, der byder velkommen og derefter en række mails med værdifuldt indhold.
Det hele foregår automatisk, og det er noget, du kan planlægge på forhånd, som du måske kender det fra eksempelvis ActiveCampaign. Fordelene ved workflows i HubSpot sammenlignet med ActiveCampaign er dog, at du undgår silo effekten, når du i stedet for samler det hele i ét CMS-system.
2. Workflow til at automatisere arbejdsgange
Med et workflow i HubSpot kan du på forskellige måder effektivisere dine arbejdsgange. Du kan oprette workflows udelukkende til intern brug, som skal hjælpe dig med at automatisere manuelle opgaver.
Du kan eksempelvis oprette workflows, som sender interne mails med notifikationer, hvis du skal huske noget særligt. Det kan være, at du efter et bestemt tidspunkt skal kontakte en kunde eller følge op på et nyt lead. Et sådan workflow giver dig påmindelser, og det er værdifuldt i en travl hverdag. Du slipper for at huske det hele selv - og i eksemplet her kan du endda sikre dig, at et vigtigt lead ikke går tabt.
Når du først begynder at bruge workflows, kan det i nogle tilfælde være afgørende, at du kan analysere, hvad der fungerer og ikke fungerer. Og det kan du med en af HubSpots nyeste opdateringer, som gør det muligt at få rapporter over, hvordan dine workflows performer over tid.
Tidligere har det været en tidskrævende proces at kontrollere, at workflows kører som forventet og præsterer efter hensigten. Med ændringen får du adgang til vigtige rapporter, som gør det muligt at identificere, hvor du kan forbedre og effektivisere dine workflows endnu mere.
Du kan læse mere om opdateringen her.