Marketing
7 minutters læsning

Op til 89% overbevises til køb via videomarkedsføring

Tina Poulsen

Chief of Digital Marketing

Med flere års erfaring inden for digital marketing er Tina velbevandret i diverse marketingstrategier med alt fra TikTok, LinkedIn, kampagneplanlægning og meget mere.

I november 2022 foretog et af verdens førende firmaer inden for ‘explainer video’, Wyzowl, en større undersøgelse vedr. video marketing*. Og de statistikker gør det klart, hvorfor du i 2023 bør sende en større del af dit marketingbudget efter netop optagelse, udarbejdelse og annoncering med video.


Video


Video er den nemme og hurtige vej til information. Og særligt når den information er udslagsgivende ift. køb af produkter eller services, synes video at være en stærk medspiller. 
Men video er så meget mere end det. Video er markedsføring!

Og hvis du er, som vi er flest, så er du selv faldet i fælden. 
Hvor ofte sidder du ikke og scroller frem og tilbage på de forskellige sociale medier såsom Facebook, Instagram og TikTok? Og hvor mange har du ikke taget dig selv i at blive draget mod videoer, indtil du har brugt op til flere timer på unboxing af sneakers, rengøringstips til hjemmet, nem madlavning, tricks til at lægge make-up, pasning af potteplanter og alt derimellem? 

Hvor mange gange er det samme sket med tekster? Sikkert ikke særligt tit.

Helt uden at være bevidste om det bruger vi altså oceaner af tid på video, og tit er de fyldte med marketingbudskaber. Dem tager vi til os. Måske opfatter vi dem ikke direkte, men vi bemærker dem, og senere husker vi dem. 

Og lige præcis det, er hvad flere virksomheder ønsker ift. branding af produkter. Den branding kan nemlig senere måles direkte på konverteringer.

 

Drop de mange dårlige undskyldninger - sæt i gang!

Hvis du tænker, at videomarkedsføring ikke er noget for din virksomhed, er det måske i virkeligheden andre faktorer, der spiller ind. Det kan være, at du ikke har tilstrækkeligt med ressourcer til at producere video, måske ved du ikke, hvordan du kommer godt fra start med video. Eller det kan være, at du ikke kan overbevise ledelsen om, at video er en vej at gå for din virksomhed - måske på grund af priserne? 
Alt det er noget, vi har hørt før. 

Så lad os komme med det spark, der er behov for.
Selv hvis du har haft eller stadig har et forbehold over for video, taler de gode statistikker nemlig for sig selv.

  • Vi ser i gennemsnit 17 timers online video content pr. uge
  • 89% er blevet overbeviste til et køb efter at have set en video
  • 91% planlægger at se flere online videoer i 2023
  • 51% er mere tilbøjelige til at dele en video ift. andet content med deres venner

Med videomarkedsføring bliver du altså i stand til at rykke på mange flere områder, end du måske er klar over. Og det er nok derfor, at et stigende antal virksomheder verden over har taget videomarkedsføring til sig i løbet af 2022 - noget, der også kan ses i sammenligning med den tiltagende popularitet af sociale medier båret af video. 

Hele 41% af de virksomheder, der tog de første spæde skridt mod video i 2022, fortæller, at produktionen af videoindhold internt i virksomheden generelt er blevet lettere, fordi kunder og potentielle kunder forventer autentisk og personligt indhold. Det gør processen med produktionen mere håndterbar og produktiv. 
Der er nemlig ikke behov for den store drejebog, de kæmpe budgetter og det omfattende setup. En effektiv video kan sagtens blive filmet med din smartphone og uden videre forberedelse. 
Der er bare brug for den gode ide!

Samtidig oplevede 39% af de marketingfolk, der tog video til sig i 2022, at det var blevet lettere at overbevise andre i virksomheden om værdien af video content. Det skyldes særligt fremgangen af video content på de sociale medier. 

Med de hurtige produktionstider, lettere fremgangsmåder og mere overkommelige priser kan det altså ikke komme bag på nogen, at video ikke længere er en luksus i markedsføringen, men en nødvendighed. 

Og det er en nødvendighed, du også bør omfavne - uanset din virksomhed, uanset dit drømmesegment, uanset dit udbud af varer eller ydelser og uanset din erfaring med video. Dyk derfor ned i de mange forskellige formater og platforme, find ud af hvor din målgruppe befinder sig og ram dem lige der, hvor de alligevel sidder og scroller. 

 

Boost din virksomheds marketingmål med video

Der er ingen tvivl om, at videomarkedsføring har betydelig indvirkning på virksomheders resultater. Ifølge undersøgelsen mener næsten alle adspurgte virksomheder (96%), at video har forbedret forståelsen af deres produkt eller ydelse. Det skyldes især brugen af videoer, der formår at fortælle og vise om de fordele, der er ved netop et produkt eller en ydelse. Og måden hvorpå den video viser kunden, hvordan produktet eller ydelsen bruges.

I stedet for at skrive lange guides og artikler kan video altså være den hurtige hjælp til selvhjælp - noget, der også afspejler sig i tiden brugt i kundeservice. Ikke overraskende oplever 53% af virksomhederne nemlig, at de med brugen af sådanne forklarende videoer får færre henvendelser i deres support.
Video er derfor ikke bare endnu et værktøj i marketing teamets værktøjskasse. Det er også en hjælpende hånd i kundeservice, der kan være med til at frigøre tid og sikre højere kundetilfredshed. 

Et næsten lige så stort antal af virksomhederne (95%) fortæller, at deres brand awareness er steget takket være video. Det skyldes i særlig grad, at vi mennesker har lettere ved at huske det, vi ser frem for det, vi læser. Tal indikerer, at vi husker 80% af det, vi ser og kun 20% af det, vi læser. Ikke nok med det skal vi altså se noget færre gange, før vi forstår et budskab sammenlignet med, når vi læser det.
Video kan derfor generelt påvirke de interne succes-målepunkter. 

Med direkte fordele ift. øget trafik, større leadopsamling og mere salg er det altså ingen overraskelse, at videomarkedsføring i dag et blevet et uundværligt værktøj hos ikke bare marketingfolk, men også virksomheder, der er seriøse omkring deres online ageren. 

 

De mange valg - hvilke videoer skal du producere?

Ligesom med alle andre områder til marketing værktøjskassen, findes der et utal af videoformer, du kan kaste dig ud i. 

46% af de adspurgte virksomheder benytter sig af testimonial videoer. Og det virker - måske på grund af social proof. For hvis andre er vilde med et produkt eller en ydelse, hvorfor skulle du så skille dig ud og ikke synes om det? 
Videoerne fokuserer på kundetilfredshed bl.a. gennem nuværende kunder, der fortæller deres mening om eller oplevelse med et produkt, en service eller din virksomhed. Videoerne efterfølges ofte af videoannoncer - og de er direkte salgsfremmende i deres indhold. 
Sammenlagt kan videoerne derfor skabe trust og senere en konvertering. 

71% af virksomhederne producerer organiske videoer til sociale medier. Det er noget, der hænger tæt sammen med den stigende popularitet og dermed også nødvendigheden i at gøre brug af diverse SoMe-kanaler til markedsføring. 
Og den popularitet kan måske tilskrives vores egen dovenhed… Kan vi se en video på 2 min. og dermed på ganske kort tid få den viden, vi behøver frem at være tvunget til at læse en længere tekst, så vælger vi selvfølgelig videoen. 
Ofte er den også sjovere. 
Og ‘sjov’ vinder over ‘kedelig’.

50% af virksomhederne laver desuden præsentationsvideoer. De bruges ofte til at introducere en virksomhed, virksomhedens mission, vision eller specifikke projekter, som der arbejdes på. Det er også sådanne videoer, der betegnes som værende brand videoer. 
De sørger for at skabe genkendelighed omkring dit brand, og derfor bidrager de ikke blot til øget kendskab, men også behovsskabelse hos din målgruppe. 

Med video er der en stor konkurrence. Mange virksomheder er nemlig hoppet med på bølgen, og det betyder, at der er rift om opmærksomheden. Derfor har hele 42% af virksomhederne valgt at producere små og smagfulde teasers. De har til hensigt at gøre potentielle kunder nysgerrige på et produkt eller en ydelse. Det kan fx og med fordel være ved lanceringen af et nyt produkt eller en anden ydelse, der tages med ind i sortimentet.
De kan lægges i et remarketing spor skarpt efterfulgt af præsentationsvideoer. Ikke nok med at opmærksomheden fanges, senere vil den potentielle kunde få præsenteret virksomheden bag - altså dig! Og så er denne person allerede langt i sin rejse mod en konvertering.
Skal du toppe og måske endda afslutte rejsen, kan du som næste led i sporet lægge en testimonial video. 

Sidst men ikke mindst fokuserer 36% af virksomhederne på regulære produktvideoer. De viser detaljer om et produkt eller en ydelse, og fokus er derfor på at fortælle om bl.a. egenskaber, funktioner, design, og hvad der ellers synes udslagsgivende for det enkelte produkt eller den ydelse, der ønskes opmærksomhed omkring.
Og det er netop disse videoer sammenlagt med explainer videoer, der også kan være en hjælp til selvhjælp i din kundeservice.

 

Den uundværlige indflydelse på en købsoplevelse

For forbrugerne, for os alle er video efterhånden blevet normalen og dermed en integreret oplevelse på den online købsrejse. Mere end på noget andet tidspunkt forventer vi altså at se video fra en virksomhed som et led i en markedsføringsstrategi frem for blot tekst og billede - eller måske slet ingenting? 

Et overvældende flertal (96%) af de adspurgte forbrugere fortæller, at de på et eller andet tidspunkt har set en explainer video. Det er et videoformat, der har til hensigt at belære en kunde om et produkt eller en ydelse.
Og det er samtidig et format, der understreger værdien af video i den indledende fase af en kunderejse. For selvom det kan være en video, der tyes til efter et køb, kan det i lige så høj grad være linket til den information, der er behov for i en beslutningsfase. Derudover giver sådanne videoer også en vis form for erfaring med et produkt eller en ydelse, før det kommer ind ad døren, og det giver en forhøjet følelse af tryghed ved et køb.
Det ser ud til, at det er let at bruge, så derfor køber jeg det.

Mange potentielle kunder bruger altså denne form for video, inden de tager et valg om at investere - og særligt for produkter og ydelser af en vis økonomisk værdi kan det være givende. 

Men det stopper ikke der. Video har en bemærkelsesværdig evne til at overbevise. 
89% af de adspurgte fortæller, at en video har overbevist dem om at foretage et køb. Og derfor har video i rigtig mange henseende været det sidste led i en købsrejse og dermed det marketingtiltag, der giver det sidste skub. 

Og så er det også værd at medtage at hele 51% er mere tilbøjelige til at dele en video med deres venner frem for andre typer af content herunder tekst og billede. Det kan være fordi, at video er det måske mest delings-venlige content eller også, at det netop kan være sjovt, hurtigt at afkode og dermed let at se sine venner i.
Hvor ofte har du ikke selv sendt en video og en besked afsted, som lyder noget ala; “Haha, det er så meget dig!”.

Med video kan du altså føje et både personligt og humoristisk twist til de mange forskellige videoer, som findes derude - dermed gøres de helt unikke, og pludselig kan de findes i et utal af udgaver tilpasset den enkelte. Et stort arbejde er derfor gjort for virksomheden. Og måske uden du tænker over det, bliver du for den givne virksomhed en reklamesøjle.
Tænk sig så bare, hvor mange af de søjler der sidder i de mange sofaer og morer sig?

Med en så stærk indflydelse på de mange beslutninger er det klart, at virksomheder bør investere (meget) mere i videoindhold i 2023. Og sammenholdes det med, at 91% af forbrugerne fortæller, at de i fremtiden faktisk gerne vil se mange flere videoer fra de forskellige virksomheder, så bør der ikke herske nogen tvivl.

 

Lad os slå det helt fast - 4 grunde til at bruge video

Er du endnu ikke overbevist, eller vil du bare gerne have den hurtige gennemgang - måske fordi du er en smule mere doven, ønsker effektivitet eller bare synes, at video er sjovere end tekst, så se med her:


*Data hentet fra rapporten; 'Video Marketing Statistics 2023' fra Wyzowl. Marketingstatistikkerne er indsamlet i november 2022 via en undersøgelse involverende 528 unikke respondenter. Respondenterne omfattede både marketingfagfolk og online forbrugere. 
Find rapporten her.

 

Kontakt os nu