Black Month, Black Week, Black Friday og alle efterdønningerne herfra blev overstået med det nye års komme.
Men hvordan gik det med Black Friday 2022, hvordan så de overordnede tendenser ud, hvad oplevede vi hos MCB, og hvad kan vi forvente af Black Friday 2023?
Black Friday, dagen efter Thanksgiving i USA og ofte også startskuddet på årets julehandel. Nogle er vilde med dagen, ser frem til den og forbereder de mange køb, som kan spare dem op til tusindvis af kroner, andre hader dagen og gemmer sig hellere helt væk for ikke at være en del af det kaos, som tilbudskrigen også kan afføde.
Black Friday kædes ofte sammen med lignende dage med udsalg - herunder Cyber Monday og Singles Day, og så er konceptet efterhånden så (vil nogen mene) forvasket, at vi ikke længere bare kan nyde godt af de lave priser en enkelt dag, men forlænger tilbudsfesten til at omfatte både hele uger og måneder.
Uanset hvad, så er det landets absolut største handelsdag(e) - og det har det været siden 2013, hvor flere danske webshops tog de indledende skridt til at indføre Black Friday i Danmark. Siden har tendensen taget til - men måske er den også begyndt at dale igen?
Lad os tage et kig på, hvordan Black Friday løb af stablen i 2022, hvor dagen faldt d. 25. november.
De generelle tendenser for Black Friday
I 2015 slog Black Friday for alvor igennem i Danmark. På rekordtid blev det til landets største handelsdag - og det er en status, der har hængt ved lige siden. Meget har dog ændret sig siden 2015.
Og særligt inden for de senere år er der nye tendenser, der er begyndt at vise sig. Corona har haft sin rolle at spille, men andre økonomiske ‘kriser’ er måske også grunden til, at Black Friday efterhånden er blevet mindre end dengang for 8 år siden.
Generelt er handlerne, der foretages Black Friday, faldet, mens salget fordeles ud over en længere periode. Black Friday er dog stadig den største handelsdag - omend på et lavere niveau. Black Month og Black Week er derfor det nye sort! Og vælger du som erhvervsdrivende ikke at strække dine tilbud ud over en længere periode, kan det betyde et generelt lavere salg.
Vil du opleve den største succes, bør du derfor indtænke en længere periode.
Husk dog også i den forbindelse at forholde dig til de gældende regler inden for prismarkedsføring.
At Black Friday nu ikke længere kun er én dag betyder, at salget i dagene op til fredagen er taget til. Efter at have jagtet gode juletilbud i tiden inden. Er det tydeligt at se, at flere er mættede, når Black Friday rammer. Og når flere shops og fysiske butikker alligevel lover, at ‘det ikke bliver billigere på Black Friday’, hvorfor så vente og måske opleve, at den vare, man søger, bliver udsolgt i mellemtiden?
Færre og færre sidder således klar på minuttet, når vi rammer Black Friday.
Det betyder til gengæld, at ugen op til Black Friday (Black Week) oplever fremgang. Særligt siden 2020 har disse dage været ekstra travle.
Status på Black Friday 2022
I 2022 faldt det generelle niveau af nethandler under Black Friday, og derfor er 2022-tallene meget sammenlignelige med dem, som vi så i 2021 - dog en smule lavere (4,7%). Særligt inden for de boligrelaterede køb var der en nedgang. Her inkluderes interiør, elektronik, møbler og byggemarkeder.
En bedre tendens var at se hos butikker med salg inden for tøj og sko. Her var salget på niveau med 2021 - og i nogle tilfælde en endda en smule højere (7,9%).
At vi ikke har oplevet en større stigning i salget til Black Friday 2022 kan skyldes den høje inflation, som har præget hele året, og som betyder, at mange forbrugere oplever en presset økonomi. Pengene bruges på andre og mere presserende ting, og derfor må vores vaner inden for ekstra luksus og herligheder sænkes til fordel for vigtigere fornødenheder, så vi kan opretholde en ordentlig hverdag.
De mange prisstigninger inden for alt fra fødevarer og brændstof til varme og el presser altså forbrugernes økonomi, og de mange bekymringer forbundet hermed har også affødt en større påpasselighed, når det kommer til vores pengebrug.
I 2022 har vi derfor holdt igen - økonomisk.
Alt dette var i mange henseende forventeligt.
Flere inden for detailhandlen oplevede en tid før Black Friday præget af usikkerhed. Udadtil blev der i flere tilfælde demonstreret optimisme, men indadtil var der mange spekulationer forbundet med en udsalgsperiode placeret midt i en økonomisk krisetid.
Heldigvis havde flere forbrugere sparet op til udsalgspriserne og var klar til at få indkøbt sig nogle billigere julegaver.
Hvad så med de fysiske butikker?
Efter at støvet har lagt sig, viser det sig, at salget i de fysiske butikker igen er steget i 2022.
E-handlen er i løbet af de sidste år med bl.a. Corona og diverse restriktioner steget, da det i mange tilfælde har været den eneste mulighed for forbrugerne at handle ind og for de mange erhvervsdrivende at få noget salg igennem på. Dog tyder meget på, at flere er mættede af de online tendenser - de trænger til at ‘komme ud’, at mødes med andre og foretage en handel ansigt-til-ansigt.
Derfor søger vi nu igen mod den stemning og den følelse, der er at finde i en fysisk butik. Vi vil se og mærke varer, inden vi køber dem, og vi vil tage imod den personlige og ofte lidt ekstra gode service, som vi finder, så snart vi træder ind i en fysisk butik.
Vi ser derfor også, at stadig flere fysiske butikker vælger at deltage i tilbudsfesten sammenlignet med sidste år. Før var Black Friday i Danmark næsten udelukkende drevet af de online shops, men de fysiske butikker er nu kommet kraftigt med og deltager på lige fod.
Hos de fysiske butikker ses samme tendens med forlængede tilbud som hos de online shops. Black Friday er blevet til Black Week og i nogle tilfælde Black Month. Men igen er det stadig Black Friday, der er den største handelsdag. Det skyldes især også, at der ikke ses så mange ‘akutte’ tilbud på selve fredagen, idet flere butikker gerne vil fordele salget mere jævnt ud over salgsperioden.
Det skaber en bedre dynamik i de mange butikker, hvor medarbejderne således også har mulighed for at give en bedre service, når alt handel foretages i nogenlunde ro og mag.
Det er en situation, hvor alle vinder.
Black Friday hos MCB
Hos MCB stemmer vi i ift. til de overordnede tendenser. Her ser vi nemlig samme hos vores egne kunder på vores CMS, Cloud. Vores samarbejdspartnere tæller en bred skare inden for alt fra interiør og beklædning til smykker, personlig pleje, outdoor udstyr, fødevarer og meget andet.
I 2022 oplevede vi hos MCB en mindre stigning i det totale antal af ordrer og revenue sammenlignet med 2021. Salget i dagene både op til og efter Black Friday var desuden en smule højere end i 2021, mens Black Friday stadig var den mest indbringende dag - dog på et lavere niveau sammenlignet med 2021.
På selve Black Friday fordelte salget sig fint ud over dagen med de største opsving om formiddagen mellem kl. 9 og 13 og igen om aftenen mellem kl. 20 og 22. Det tyder på, at forbrugerne er blevet mere ‘rolige’ omkring deres indkøb under Black Friday.
Det er ikke længer nødvendigt at sidde klar på minuttet, når man vil have fingrene i de gode tilbud. De kan sagtens indkøbes sammen med morgenkaffen eller om aftenen, når dagens trivialiteter er overståede, og sofaen kalder.
Dette er også en tendens, der synes sammenlignelig med tallene fra 2021.
Hvad kan du forvente af Black Friday 2023?
Vi kan ikke se ind i en krystalkugle og fortælle, hvordan Black Friday vil forløbe i 2023. Men vi har nogle ideer baseret på tendenser - så bliver det jo spændende at holde øje med, om de holder stik.
Først og fremmest tror vi, at den tendens, vi har set de seneste år, fortsætter.
Perioden med tilbud vil blive glattet yderligere ud, og de forskellige tilbudsdage vil flyde mere sammen, hvorfor Black Friday i sig selv vil få en stadig mindre betydning. Det kan også betyde, at tilbudskrigen vil falde yderligere i popularitet - måske fordi at virksomheder og forbrugere er trætte af de mange lave priser, mens forbrugerne i stadig større grad kan gennemskue, at der i nogle tilfælde blot er tale om ‘almindelige tilbud’, som også kan indkøbes på et andet tidspunkt.Malte Bolvig Hansen, Digital Strategy Consultant hos MCB
I 2022 var en tilbudsdag som fx Singles Day på højde med en helt almindelig søndag, hvis vi kigger på salgstal, og derfor bliver det som virksomhed sværere at drive ekstra salg sådanne dage - hvis ikke der gøres en yderligere indsats, gives endnu billigere priser eller…
Vi forventer desuden (og i forlængelse heraf), at diverse værktøjer inden for Pristmach vil opleve en større popularitet. Det kan fx være et værktøj som Pricerunner, som i 2022 oplevede en stigning i antal besøg op til og omkring tilbudsperioden sammenlignet med 2021.
Forbrugerne er blevet klogere. De køber ikke varer, bare fordi de er billige, de køber, fordi de ved, at en vare ikke kan findes billigere andre steder. Det betyder, at vi er flere, der grundigt tjekker op på og sammenligner priser online, før vi foretaget et køb, så vi er sikre på, at vi får de absolut laveste priser på vores varer.
Men det er ikke det hele.
Det er som sagt også forventeligt, at flere vil begynde at holde øje med priserne op til tilbudskrigen, så de er bevidste om, hvor stor en rabat der i realiteten er tale om. Reglerne inden for prismarkedsføring er derfor ikke blot nogle, som alle erhvervsdrivende skal forholde sig til, det er også nogle, som forbrugerne efterhånden får en større viden om.
Fordi vi er flere, der er blevet mere påpasselige med vores penge og den måde, vi bruger dem på, har vi nemlig også helt naturligt fået en større bevidsthed om prissætning, og hvordan det bør foregå.
Vi vil (så at sige) ikke snydes!